Dagplejerne i Bryrup

Vores dagplejere i Bryrup er noget helt særligt. Her bliver børnene passet med omsorg og nærvær – både ude i den smukke natur og inde i de trygge hjem.

Forældrene værdsætter trygheden og fleksibiliteten ved dagplejen i Bryrup. Ved sygdom træder en kendt gæstedagplejer altid til, og det tætte samarbejde sikrer, at barnet altid møder velkendte ansigter.

Dagplejerne bruger Bryrups smukke omgivelser til leg og læring, og de er en vigtig del af byens fællesskab med traditioner som fastelavn og Sankt Hans. Samarbejdet med Bryrup Børnehus sikrer en tryg overgang, når de små er klar til næste skridt.

Bryrup Børnehus

Bryrup Børnehus er en moderne institution for børn fra 0-6 år, hvor både vuggestue og børnehave sætter fokus på leg, læring og natur

Forældrene Institutionen ligger centralt i byen med naturen som nærmeste nabo. Som bærer af det grønne flag tilbringer børnene så meget tid ude som muligt og deltager i spændende projekter om naturens vidundere. 

Børnene elsker at besøge skovlegepladsen “Skovtrolden”, hvor de leger, svinger i reb, samler bær og lærer om de dyr, de i finder i naturen. Bryrup Børnehus skaber et trygt og inspirerende miljø, hvor børnene trives og udvikler sig i takt med naturens rytme.

Bryrup Skole

Bryrup Skole bygger på værdierne faglighed, fællesskab og engagement, hvilket gør den til et attraktivt valg for mange familier.

Skolen har omkring 300 elever og ligger smukt ved Bryrup Langsø, hvilket giver børnene mulighed for at nyde naturen som en del af hverdagen.

Fra 0. til 9. klasse arbejder elever og lærere tæt sammen på tværs af årgange, og fællesskabet styrkes gennem faste traditioner som morgensang, projektuger og venskabsvenner. Den omkringliggende natur og lokalsamfundet bliver aktivt inddraget i undervisningen.

For de yngste elever er overgangen fra børnehave til skole tryg, da Bryrup Skole har et nært samarbejde med børnehaven.

Plejecentre i Bryrup

I Bryrup kan man få en tryg og meningsfuld alderdom, omgivet af smuk natur og med gode plejetilbud.

Birkebo Plejecenter har 14 hyggelige boliger, der ligger på en bakketop med udsigt over Bryrup Langsø. Her nyder beboerne fælles måltider i spisestuen og tid i den dejlige gårdhave og terrasse, hvor fællesskabet blomstrer.

Skovly Demenscenter ligger ved Skovbrynet og naturstien i Bryrup. Her er der plads til 10 beboere med svær demens, der bor i lejligheder med private terrasser og nyder fællesarealer, hvor ro og omsorg er i fokus.

Camping og overnatning

Bryrups smukke natur tiltrækker mange besøgende hvert år. Her finder du inspiration til overnatning – uanset om du er til camping, hotel, hytter, telt eller shelters. 

Bryrup Camping

Tag på aktiv campingferie i naturskønne omgivelser tæt på skov og søer. 4-stjernet komfort med pool, café og familievenlige aktiviteter.

Velling Koller

Overnat på hotel, i hytter eller på campingplads i smukke Velling Koller. Nyd skov, søer og aktiviteter som vandring, ridning og MTB.

Shelters i skoven

Sov i moderne shelters i skoven ved Vrads Station. Her er bålplads, borde/bænke og nem adgang til toiletter – alt omgivet af smuk natur.

Thorslykke

Overnat med udsigt til sø og lyden af bondegårdsdyr. Nyd shelter- og teltplads med bålplads, kano og svømmeture.

Veteranbanen Bryrup-Vrads

Veteranbanen Bryrup-Vrads er en autentisk togrejse gennem Danmarks smukke natur.

Hop på det gamle veterantog og oplev en nostalgisk tur på et stykke af den gamle jernbane.  Rejsen går gennem skovområder og forbi idylliske søer som Kvindsø, Kulsø og Snabe Igelsø. Selvom turen er kort, er det en af landets smukkeste togrejser.

I Vrads stationsbygning kan du nyde et måltid eller en kop kaffe i den charmerende restaurant. Veteranbanen drives af passionerede frivillige, som værner om både tog og historie.

Kom og oplev en tidløs togrejse gennem naturen!

Fortalt og skrevet af hans mor Bianca.

I foråret 1968 lukkede Bryrup-banen, det sidste tog var kørt på strækningen fra Horsens til Silkeborg. En flok ildsjæle holdt dog på at holde strækningen fra Bryrup til Vrads kørende, så i november 1968 åbnede strækningen atter – blot som veteranbane. Under navnet “Veteranbanen Bryrup-Vrads”. Ikke længe efter, ankom en togstamme trukket af damplokomotivet HV2. I denne var der bl.a. en enkelt motorvogn, nogle person- og godsvogne. Skinnebusserne kørte selv. De fik lov at leve videre. I denne togstamme var Magnus’ morfar med, Jørn Ingwersen. Han har hele sit liv interesseret sig for tog i både stor og lille skala. Hele hans overetage i huset, er en stor modelbane.

Han fortsatte sin interesse ved at komme om lørdagen og både deltage i sporarbejdet og med at reparere og vedligeholde de gamle tog og vogne. Hans livsprojekt ved banen blev at restaurere de to røde skinnebusser HBS212 og LB SM2. Omkring 1976, som 5 årig steg Jørns søn Thomas på toget. Thomas er Magnus´morbror. Han startede med at sidde på motorkassen i Triangel motorvognene og køre frem og tilbage. Sidenhen har Thomas brugt og bruger stadig meget af sin fritid på banen og de gamle tog. Magnus mor, Bianca hoppede også på, blot som passager. I 1973 steg Tage Barber også på toget, han startede med det hårde arbejde på sporet for senere at blive motorvognsfører, hvor han både kørte skinnebusserne og motortogene. Han solgte også utrolig mange billetter gennem sin tid på banen.

Tage tog sin hustru Birgit Jensen med sig, hun hjalp med at modtage billetbestillinger og besad også den meget vigtige funktion at smøre franskbrødsmadderne til klubaftenen om torsdagen. Tage og Birgit er Magnus’ farmor og farfar. Tage tog med sig sine to sønner, Chris og Per. De hoppede ombord i ca 1975.

Da var Chris 10 år, hans opgaver startede ligeledes med sporarbejdet. Fra 14 års alderen begyndte han at sælge billetter under opsyn fra en voksen. Chris har viet sit liv til veteranbanen, som resten af familien. Han er i dag formand for banen og han er far til Magnus. Per knoklede også på sporet, det hører sig til, at man kan lidt forskelligt. Derfor blev han også lokomotivfører, både i sit arbejdsliv og i sin fritid. I midten af 80’erne kunne det gamle damplokomotiv HV2 ikke mere. Det kom til at stå hen og vente på bedre tider.

Dampdriften blev overtaget af to andre lokomotiver. Magnus Ingwersen blev født i 2008 på nytårsaften. Han var ikke mange måneder gammel, før han for første gang steg på toget i fars arme. Han er endnu ikke stået af, han er nu 13 år gammel og bruger alle sine vågne timer udenfor skoletid på at tænke på modeltog og veterantog. Han startede som de fleste andre børn med at sidde på motorkassen og rumle frem og tilbage med motortoget og skinnebussen. Og han nød hver en tur. Skulle han passes hos farmor og farfar i Bryrup, skulle de i hvert fald hen og køre en tur med toget om lørdagen og sige hej til resten af familien, der knoklede på banen. Magnus fik en modelbane af sin morfar, den arbejder han på flere gange i ugen, der er også både sporarbejde og vedligehold af materiel og natur. Når det så bliver lørdag, drager han til Bryrup med sin far og mødes med de andre i remisen, hvor de så bruger dagen på at holde liv i de gamle tog.

De senere år er han begyndt at interessers sig mere for at gå med i vognene, når der skal køres tog og sælges billetter. Så er han “tælledreng”. Han tæller passagerer. Han gør sig klar fredag aften. Uniformen bliver fundet frem, skoene bliver pudset, skjorten strøget og fnugrullen tømt for blade. Brillerne bliver lagt på hylden, de er af plastik, de er ikke tidssvarende, så de kan ikke bruges til uniformen. I fødselsdagsgave fik han et lommeur, det matcher til uniformen. Nu kan han således i korrekt uniformsetikette holde øje med om toget kører til tiden! Magnus tæller ned til han bliver 16 år. Så kan han starte som fyrbøderaspirant på damplokomotivet.

Det bliver en stor dag! Når han bliver 18 år, kan han blive fyrbøder og som 21 årig, kan han blive lokomotivfører og togfører. Indtil da knokler han videre med alt det han nu kan byde ind med som 13 årig. Heldigvis er der en anden dreng på samme alder, så de har mange gode projekter igang sammen. De er lige nu igang med at renovere to skinnecykler og deres næste projekt er en dræsine.

Magnus’ store drøm er at få det gamle damplokomotiv til at køre igen. Han klapper det hver gang, han kommer forbi. Det må blive hans livsprojekt. Som tiden er gået, er nogle stået af toget. Magnus’ morfar med de røde skinnebusser stod af på en station undervejs for nogle år siden pga sygdom. Magnus’ farbror, farmor og farfar kørte hele vejen og stod af på endestationen for et par år siden. Men toget kører videre, frem og tilbage damper og pruster det.

Med Magnus’ store drøm om HV2 godt koblet på togstammen. Der er flere eksempler på familehistorier ved veteranbanen, gennem generationer.

Spisesteder og bodega

Har du brug for en nem løsning til aftensmad – eller søger du en lokal madoplevelse? I Bryrup kan du få stillet både sulten og tørsten. 

Bryrup Pizza & Grill

Nyd lækre stenovnspizzaer og grillmad hos det lokale pizzeria! Perfekt til en hyggelig aften eller et hurtigt måltid på farten.

Vrads Station

Få en unik madoplevelse på Vrads Station. Charmerende omgivelser, lækre retter og historisk atmosfære venter dig!

Camping Caféen

Hent morgenbrød eller frisksmurte sandwich hos caféen ved Bryrup Camping. Her serveres også italienske øl og specialøl fra fad. 

Diligencen

Nyd en kold øl eller drink i godt selskab på vores lokale bodega. Her er også poolbord, dart, livemusik og et hyggeligt gårdmiljø. 

Indkøb og service

I Bryrup kan du klare din indkøb lokalt – og få din bil både tanket og vedligeholdt. 

I vores moderne Brugsen kan du handle dine dagligvarer og nyde frisk bagværk. Her kan du også hente pakker, post og biblioteksbøger – nemt og hurtigt. Mangler du møbler, tøj eller ting til hjemmet, kan du gå på genbrugsjagt i hyggelige Bryrup Genbrugs.

Skal din bil repareres, står de dygtige mekanikere hos Bryrup Auto klar til at hjælpe dig. Og skal den blot tankes, kan det klares ved vores lokale F24-tankstation på Hovedgaden.

I Bryrup findes der desuden et væld af iværksættere og selvstændige erhvervsdrivende samt byens lokale lægehus.

Sport og fritid

For de aktive findes der forskellige sports- og fritidsfaciliteter i byen.

Sportspladsen kan du spille tennis, padel, beach volley, fodbold og petanque. Her ligger også Søbadet med strand og badebro samt faciliteter som toiletter, omklædningsrum og udendørsbruser.

Ønsker du at træne kroppen, kan du benytte dig af pladsens udendørsfitnessområde, eller du kan melde dig ind i Bryrup Fitness på Hovedgaden.

Bryrup Stadion har to fodboldbaner og en multibane med kunstgræs. I Bryrup Hallen kan du dyrke forskellige sportsgrene og deltage i opvisninger og events. For de unge er der ved siden af hallen en skaterrampe og ungdomsklubben, DropHouse.

Kultur og musik

Bryrup byder på mere end bare smuk natur – her er også masser af kultur.

I den smukke Bryrup Kirke afholdes der udover gudstjenester også en række events. Der er babysalmesang for de mindste og spændende foredrag for de voksne.

Er du til kunst, skal du uden tvivl besøge Midtjyllands Kunst Center. Med over 8000 værker fra 120 forskellige kunstnere er der noget for enhver smag, og centeret tiltrækker gæster fra hele verden. Er du til det lidt mindre, er Galleri Hermann også et besøg værd.

Kultur- og musikforeningen, SIDESPORET, skaber fællesskab gennem musik og events. Med 4-5 årlige arrangementer er foreningen en drivkraft for byens kulturliv. Som medlem får du rabat til arrangementerne, hvor lokalt sammenhold og musikglæde er i centrum.

Jens Bæks Gård – byens forsamlingshus

Jens Bæks Gård er en tidligere landbrugsejendom, som nu fungerer som et lokalt samlingspunkt.

Jens Bæks Gård er centralt beliggende i Bryrup. Efter kommunens overtagelse blev gården restaureret og bruges i dag til aktiviteter som linedance, yoga, FDF og dagpleje.

Derudover kan gården lejes til private arrangementer, med en stor gildesal, professionelt køkken og naturskønne udendørsomgivelser – ideelt til festlige begivenheder.

Gårdens historie og moderne funktion gør den til et værdifuldt mødested i Bryrup.

Flagallé i Bryrup

Flagalléen er til rådighed ved alle begivenheder i Bryrup by som Byfest og konfirmation.

Flagallé i Bryrup består af 50 flag med stænger og opsættes af arrangørerne selv.

For at benytte flagalléen, skal der laves en aftale i god tid med Sven Jensen, som håndterer flagstængerne, og Alice Jensen, som vedligeholder flagene.

Bryrup Borgerforening – Fællesskab og udvikling

Bryrup Borgerforening arbejder for at styrke sammenholdet og sikre, at Bryrup forbliver et godt sted at bo og leve – for både nuværende og kommende beboere.

Foreningen fungerer som bindeled mellem lokalsamfund, lokalråd og kommune og hjælper lokale idéer og initiativer godt på vej – som fx DropHouse, skaterrampen og den nye badebro. Den byder også nye beboere velkommen med velkomstpakker og uddeler barselsgaver – små gaver med stor betydning for fællesskabet.

Med mange ildsjæle i byen summer Bryrup af aktiviteter og udvikling, hvor borgerforeningen ofte agerer tovholder. I 2024 blev Bryrup hædret som Årets Lokalområde i Silkeborg Kommune.

Bliv medlem og støt foreningens arbejde for kun 100 kr. pr. husstand/år – MobilePay: 67463

Kontakt os: bryrupby@gmail.com eller via et medlem af bestyrelsen.

Bestyrelsesmedlemmer

Marlene Weinreich Thomassen

Bestyrelsesformand

Mai-Britt Haudrum Christensen

Bestyrelsesmedlem

Anne Mette Bjørn-Henriksen

Bestyrelsesmedlem

Lasse Groth Sorgenfrei

Bestyrelsesmedlem

Silas Fly Bang

Bestyrelsesmedlem

Troels Hjorth

Bestyrelsesmedlem

Rasmus Roed

Bestyrelsesmedlem
Scroll to Top